Familien Kammer Garde

Inden vi indgår købsaftale er det vigtigt for os at I kommer på besøg, da vi gerne vil sikre os at hvalpen kommer et godt sted hen. Vi forbeholder os ret til at afvise købere, som vi ikke finder vil være de rette ejere til en af vores hvalpe.

Køb af hund er en alvorlig sag, både for dig som køber og os som sælger. Du skal være sikker i din sag og det skal vi også. Hos os er det vigtigst at I får en hvalp der passer til jer - Vi accepterer at I foretrækker en bestemt hvalp, men det er kemien mellem hvalpen og jer, som vil være afgørende for hvilken hvalp I får med hjem. Vi er selvfølgelig opmærksomme på de ønsker I har.

Efter jeres første besøg, og under forudsætning af at begge parter er enige om et køb, og når hvalpen er født, tilsendes en købsaftale og der indsættes et depositum på 2.000 kr,- på vores konto. Det giver køber mulighed for at "tænke sig om". Det resterende beløb 7.500 kr,- betales ved afhentning af hvalpen.

Depositum er blandt andet til dækning af annonceudgifter, hvis hvalpeejeren alligevel ikke ønsker at gennemføre handlen på et senere tidspunkt.

I øvrigt henvises til købeloven, som også er gældende for hvalpe. Bl. a. 2 års reklamationsret.Hvis det på et tidspunkt viser sig, at I alligevel ikke kan have hund, forventes det at I kontakter os, så vi kan være med til at formidle et nyt hjem.

Hvalpene vil vokse op i vores hjem og naturligvis blive udsat for de lyde der nu er; børn, støvsugning, tv, gryder og pander etc. Hvalpene vil komme ud i vores have og rende rundt, når de er store nok til det. De vil blive vænnet til vores katte og blive råforkælet og nusset af børn og voksne mange gange dagligt. Så de får en god solid prægning inden de flytter hjemmefra.

Hver hvalp får en hvalpepakke med hjemmefra som bla. indeholder: et tæppe med duftene herfra og en pose med noget af det foder den får her og stamtavle udarbejdet af Foreningen for den Gamle Danske Spids.

Desuden bliver hvalpene tjekket af vores dyrlæge og får ormekur, bliver chippet og vaccineret inden de kommer ud til deres nye familie.

Vi vil meget gerne høre hvordan det går med vores hvalpe, så en mail en gang i mellem og billeder modtages med tak.

 

 

Hjemmeside: http://samojedespids.dk/